Menu
Pressemeddelelse

Tilflyttere sikrer et boligmarked i positiv udvikling

Når der er mange tilflyttere til en kommune, er de med til at fastholde høje boligpriser og lave salgstider. For hver procent tilflyttere, der kommer til en kommune på en periode over fire år, er kvadratmeterprisen på villaer 1.000 kroner højere. Det viser en ny analyse fra Boligsiden.dk og Bisnode Market.

02. april 2014 Når vi vælger at flytte til en ny kommune, er vi med til at påvirke boligmarkedet i væsentligt omfang. Ifølge en ny analyse fra Danmarks mest besøgte boligsite Boligsiden.dk og dataleverandøren Bisnode Market skaber en høj andel af tilflyttere til en kommune en positiv spiral på boligmarkedet, hvor boligpriserne holdes høje og salgstiden er lav.

"Når der kommer mange nye tilflyttere til en kommune, øges efterspørgslen efter boliger til salg naturligt nok, og det medfører højere boligpriser. Vores analyse viser tydeligt, at det særligt er kommuner i og omkring de største byer - og især i Københavns omegnskommuner - der tiltrækker mange mennesker og dermed holder boligpriserne fast på et højt niveau," siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør i Boligsiden.dk.

For hver procent tilflyttere, der kommer til en kommune på en periode over fire år, er kvadratmeterprisen på villaer 1.000 kroner højere.

Hurtigere boligsalg i tilflytterkommunerne

I de kommuner, der har et stort antal tilflyttere, er boligpriserne ikke bare høje. Salgstiden er også lav.

"Det er i høj grad den demografiske udvikling, der favoriserer boligmarkedet i hovedstadsområdet. Analysen viser, at for hver gang, der kommer en procent tilflyttere til en kommune over en periode på fire år, falder salgstiden på villaer og rækkehuse med otte dage. I kommuner med mange fraflyttere ser vi den modsatte tendens, hvor længere salgstider typisk er et tegn på manglende efterspørgsel, hvorefter boligsælgerne begynder at sætte prisen ned for at matche markedet," siger Bo Rasmussen, Business Unit Director hos Bisnode Market.

Men også arbejdsløshed påvirker huspriserne. Undersøgelsen fra Boligsiden.dk og Bisnode Market viser en tendens til, at kvadratmeterpriserne er højest i områder, hvor der er en høj andel af folk i arbejde. Tendensen er ikke helt så klar som relationen mellem tilflyttere, huspriser og salgstider.

Top 5: Kommuner med fleste tilflyttere

Kommune                    Tilflytterprocent          Kvadratmeterpris

1. Vallensbæk               33 %                            20.246 kr.

2. Gentofte                   29 %                            32.163 kr.

3. Gladsaxe                  29 %                            22.794 kr.

4. Lyngby-Taarbæk      29 %                           27.642 kr.

5. København              29 %                             26.040 kr.

Oversigten viser de kommuner, hvor der har været høj andel af tilflyttere i perioden 2009 til 2013. Frederiksberg har i samme periode en tilflytterprocent på 45 pct. og Glostrup på 28 pct., men da handelsaktiviteten ikke har været tiltrækkelig i perioden oktober til december, viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris ikke.

Tilflytterprocenten er målt som antal tilflyttere til kommunen i perioden 2009 – 2012 målt i forhold til befolkningstallet pr. 1. januar 2013.

Kvadratmeterprisen er målt som den gennemsnitlige kvadratmeterpris i kommunen for boliger handlet i perioden oktober til december 2013.

 

Information

 

Kontaktpersoner

Kommunikationsdirektør Birgit C. Daetz, Boligsiden A/S – mobil: 2121 0284.

Business Unit Director Bo Rasmussen, Bisnode Market – mobil: 2633 2534.

Fakta om analysen

Oplysningerne om boligmarkedet er leveret af Boligsiden.dk. Boligsiden.dk har taget udgangspunkt i Boligsidens markedsindeks pr. 1. januar 2013. For samtlige kommuner er der beregnet kvadratmeterpriser, salgstider samt ændringer i forhold til året tidligere. Beregningerne er foretaget som gennemsnit for perioden oktober til december. Priserne og salgstiderne beregnes alene for kommuner med mindst fem gennemførte handler i hver af de tre måneder. Se Boligsidens Markedsindeks på http://markedsindeks.boligsiden.dk.

Beregningerne for tilflyttere, fraflyttere, befolkning samt arbejdsløshed er foretaget af Bisnode Market. Beregningerne for befolkningen og ændringen af denne bygger på perioden januar 2009 til december 2012. Tilflytterprocenten er målt som antal tilflyttere til kommunen i perioden 2009 – 2012 målt i forhold til befolkningstallet pr. 1. januar 2013.

Fakta om Boligsiden.dk og Bisnode Market

Boligsiden.dk er Danmarks mest besøgte boligsite. Boligsiden.dk har fokus på boligsøgning, boligstatistik og bolignyheder.

Bisnode Market (tidligere Greens Erhvervsinformation) er leverandør af marketing- og salgsværktøjer, der samler informationer om personer og virksomheder, og kæder dem sammen.

Läs mer om våra tjänster på www.bisnode.com Bisnode