Menu
Pressemeddelelse

Modebranchen i fremgang

Gode nyheder for modebranchen forud for den kommende modeuge i København: Langt færre modevirksomheder har ondt i økonomien. Modebranchen har gennemlevet en række turbulente år, men for første gang siden finanskrisens indtog i 2008 ses i første halvår af 2013 et markant fald i konkurser, lysten til at åbne tøjbutikker er stigende, og kreditværdigheden i branchen er forbedret. Det viser en ny analyse af modebranchens detailled foretaget af kreditvurderingsbureauet, Bisnode Credit.

I næste uge starter Copenhagen Fashion Week, hvor inden- og udenlandske designere vil fremvise deres nyeste kreationer. Og modeugen skydes i gang med lyse udsigter for branchen. En ny analyse af modebranchens detailled - de virksomheder, der køber tøjet på modeugen og sælger det til forbrugerne - viser nemlig, at branchen er i økonomisk fremgang ovenpå en række udfordrende år med højt konkursniveau, faldende rating og nettoafgang af virksomheder. Analysen er foretaget af kreditvurderingsbureauet Bisnode Credit.

Fremgangen i branchen ses bl.a. ved, at de første seks måneder af 2013 bød på væsentligt færre konkurser i modebranchens detailled end sidste år, med samlet 47 konkurser mod 79 i samme periode sidste år. Set i forhold til 2009, hvor antallet af konkurser toppede, ligger antallet af konkurser de sidste 12 måneder 30 procent under niveauet for kalenderåret 2009.

Ser man dernæst på kreditværdigheden i modebranchen, har den også forbedret sig. Siden januar 2011 er andelen af virksomheder med rating B og C, de dårligste ratings, faldet fra 68 til 60 procent. I samme periode er andelen af virksomheder med AA, den bedste rating, steget fra 10 til 13 procent, mens andelen af A-ratede virksomheder steg fra 22 til 27 procent. Martin Hornsyld, Business Unit Director hos Bisnode Credit understreger de positive tendenser i den seneste analyse:

”Det er første gang siden finanskrisens indtog, at vi for alvor ser fremgang i modebranchens detailled. Antallet af konkurser er faldende, og samtidig er virksomhedernes kreditværdighed forbedret. Det tegner samlet set et billede af en branche, der er på vej mod lysere tider. Forbrugernes stigende købelyst har haft en overordentlig positiv effekt på modebranchens detailled”, siger Martin Hornsyld, Business Unit Director hos Bisnode Credit.

Flere åbner tøjbutikker

Ikke nok med at antallet af konkurser er faldende og kreditværdigheden forbedret, så afslører analysen også, at lysten til at starte virksomheder i modebranchen har været stigende gennem de seneste fire kalenderår. Tendensen ses både ved, at antallet af nystartede virksomheder er stigende, men også ved at forholdet mellem nystartede og ophørte virksomheder er steget gennem hele perioden. I første halvår af 2013 blev der stiftet 388 virksomheder, hvilket er 1,6 gange flere end der lukkede i samme periode. Sidste år var forholdet 1,06 i samme periode.

“Oversigten over antallet af nystartede virksomheden understreger pointen om en modebranche i fremgang. Flere har simpelthen lyst til at åbne tøjbutikker i dag. Når vi ser på forholdet mellem nystartede og ophørte virksomheder er tendensen den samme: Flere butikker åbner end lukker. Dels er det et tegn på en større efterspørgsel fra forbrugerne, og dels er vores erfaring, at virksomhederne oplever øget adgang til finansiering fra både kreditinstitutter samt vareleverandører”, udtaler Martin Hornsyld, Business Unit Director hos Bisnode Credit.

Download

Kontakter

Bisnode
Bisnode

Business Support
+45 3673 8184
business.support@bisnode.dk

Läs mer om våra tjänster på www.bisnode.com Bisnode