Menu
Pressemeddelelse

Lysere tider for dansk produktion

Danske produktionsvirksomheder i fremstillingsindustrien oplever økonomisk fremgang. Kreditværdigheden er forbedret, mens antallet af konkurser er faldet, viser en ny analyse fra kreditvurderingsbureaet Bisnode Credit. Visse dele af branchen halter dog stadig efter, men overordnet set er tallene fra branchen gode nyheder for dansk økonomi, vurderer Bisnode Credit.

13. marts 2014 Fremstillingsindustrien står for halvdelen af Danmarks eksport, omsatte i 2012 for knap 600 mia. kr. og beskæftiger 350.000 danskere. En analyse blandt 25.717 produktionsvirksomheder i den danske fremstillingsindustri foretaget af kreditvurderingsbureauet Bisnode Credit viser nu, at industrien oven på en hård finanskrise går mod lysere tider.

Det ses dels ved, at antallet af konkurser i branchen er faldet med 11 procent det seneste år – og hele 38 procent de seneste tre måneder – mens kreditværdigheden i branchen også er markant forbedret og gennemsnitligt ligger over det samlede danske erhvervsliv.

Hver sjette virksomhed i fremstillingsindustrien opnåede det seneste år den eftertragtede AAA-rating (højeste kreditværdighed). Til sammenligning er det kun tilfældet for hver sekstende af alle danske virksomheder. Tilsammen udgør andelen af virksomheder i fremstillingsindustrien, som det anbefales at yde usikret kredit til, 74 procent af det samlede antal virksomheder.

Analysen er gode tegn for den samlede danske økonomi ifølge Martin Stabell, Risk Management Specialist hos Bisnode Credit:

"Det er overordentligt positive tal, vi ser i analysen. Sammenlignet med de senere år, hvor efterveerne fra finanskrisen har været udbredte, ses en forbedring på alle parametre. Og sammenlignet med det samlede danske erhvervsliv klarer fremstillingsindustrien sig klart bedre. Fremstillingsindustrien tegner sig for halvdelen af den danske eksport, og derfor er tallene gode nyheder for hele den danske økonomi", siger Martin Stabell.

Hvis andelen af AA-ratede (Høj kreditværdighed) og AAA-ratede (Højeste kreditværdighed) lægges sammen, er denne steget fra 40 procent til 45 procent det seneste år, mens andelen af virksomheder i de to risikofyldte rating-kategorier C (Kredit frarådes) og B (Kredit mod sikkerhed) tilsvarende er faldet fra 28 procent til 26 procent.

Forskelle inden for branchen

De samlede tal for fremstillingsindustrien ser altså gode ud, men inden for branchen ses store forskelle blandt de såkaldte underbrancher. Således klarer jern- og metalvareindustrien, gummi- og plastproducenter samt producenter af kemiske produkter sig bedst af alle i fremstillingsindustrien, mens den del af industrien, der fremstiller drikkevarer, pelsskind og transportmidler, klarer sig dårligst. Det ses bl.a. på kreditværdigheden, hvor andelen af AAA-ratede virksomheder blandt de tre bedst performende underbrancher er dobbelt så høj som de tre dårligste.

Martin Stabell, Risk Management Specialist hos Bisnode Credit, udtaler:

"Jern- og metalvareindustrien klarer sig særdeles godt i vores analyse, og lige efter dem kommer plastproducenterne og producenterne af kemiske produkter. Andelen af virksomheder i de tre underbrancher, der får den bedste kreditværdighed (AAA), er næsten dobbelt så stor, som andelen i de tre brancher, der klarer sig dårligst inden for fremstillingsindustrien", siger Martin Stabell.

Download

Kontakter

Bisnode
Bisnode

Business Support
+45 3673 8184
business.support@bisnode.dk

Läs mer om våra tjänster på www.bisnode.com Bisnode