Menu
Pressemeddelelse

Turistbranchen har haft en hård sommer

Fremstillingsindustrien og bygge- og anlægsbranchen har haft en god sommer med markant færre konkurser i juli måned end samme måned sidste år. Men det samlede billede på tværs af brancher er mere broget, og især hotel – og restaurationsbranchen har været ramt af mange konkurser.

Færre konkurser i juli

Efter fem måneder i træk med en stigning i antallet af konkurser i Danmark, knækkede kurven i juli, hvor der var færre konkurser sammenlignet med sidste år. Med i alt 241 konkurser i juli måned er der tale om et fald på 10 pct. sammenlignet med samme måned i 2014.

Positiv udvikling i mange brancher

 Det er især fremstillingsindustrien, som med et fald på 45 pct. i antallet af konkurser sammenlignet med juli måned sidste år, driver den positive udvikling. Men udviklingen er vendt i flere brancher, herunder kommunikationsbranchen, den finansielle sektor samt i bygge- og anlægsbranchen, som alle har set antallet af konkurser falde med tocifrede procenttal sammenlignet med sidste år.

Sæsonprægede brancher lider stadig

Sommeren har været hård ved hotel- og restaurationsbranchen, som oplevede mere end en fordobling af antallet af konkurser. Med 28 konkurser blot i juli var niveauet dermed hele 133  pct. højere end i samme måned sidste år. Også tøjbranchen har i det seneste år oplevet mange konkurser. Således har der de seneste 12 måneder været 85 konkurser i tøjbranchen, hvilket er en stigning på 18 pct.

Martin Stabell, Risk Management Specialist hos Bisnode, udtaler:

”Vi ser især, at de sæsonprægede brancher i øjeblikket har problemer. For tøjbranchen kan det Copenhagen Fashion Week, der løber af stablen i næste uge, forhåbentlig give et tiltrængt løft. Men der er ingen tvivl om, at det dårlige forårs- og sommervejr har haft betydning for de turist- og sæsonafhængige brancher.”

Antallet af konkurser stadig højere i 2015 end i 2014

Hvis man ser på udviklingen fra starten af året frem til udgangen af juli måned ligger antallet af konkurser dog stadig højere end sidste år. Det samlede antal konkurser i år er foreløbigt oppe på 2.408, hvilket er 12 pct. højere end sidste år, hvor antallet i samme periode var 2.111 konkurser.

Antallet af tabte arbejdspladser som følge af konkurser er oppe på 11.804 indtil videre i 2015. I juli måned alene gik 1.508 arbejdspladser tabt som følge af konkurser.

Martin Stabell, Risk Management Specialist hos Bisnode, udtaler om tallene:

”Vi har i de seneste måneder set, at dansk økonomi stadig ikke er fuldt oppe i gear. Der er positive takter i flere brancher, men der er også brancher, som stadig er pressede. De seneste tal viser, at den negative udvikling kan være på vej til at vende, men også at vi stadig har haft flere konkurser i år end vi havde i samme periode 2014.Og med 11.804 tabte arbejdspladser på landsplan indtil videre i 2015 som følge af konkurser er det for tidligt at lade champagnepropperne springe.”

Københavns Kommune

Som den eneste af landets fem største kommuner har Københavns Kommune i år oplevet et fald i antallet af konkurser. I perioden januar til juli i år gik 470 virksomheder konkurs i Københavns Kommune, hvilket svarer til et fald på 5 pct. sammenlignet med samme periode året før. De fire andre storbykommuner – Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg – oplevede enten en stigning eller et uændret niveau i antallet af konkurser.

Martin Stabell, Risk Management Specialist hos Bisnode, udtaler:

”Københavns Kommune er i kraft af sin størrelse og placering et naturligt vækstlokomotiv, så det er kun positivt, at antallet af konkurser falder. Men det må samtidig påpeges, at de gode takter ikke rigtig kan ses i andre af de større byer, som ellers også normalt fungerer som vækstcentre. Desuden er en række kommuner i yderområderne, f.eks. Hjørring og Nordfyns kommuner, blandt de hårdest ramte kommuner. Alene i Hjørring er der mistet mere end 700 arbejdspladser som følge af konkurser i perioden januar til juli måned i år”

NB: Se faktaark ved at downloade resten af pressemeddelelsen, der viser udviklingen måned for måned, opdeling på brancheniveau samt fordeling på top og bund kommuner.

Download

Läs mer om våra tjänster på www.bisnode.com Bisnode